Sidevisninger i alt

lørdag den 16. april 2016

Glænøtur


Denne tur blev også på 36 kilometer ligesom turen til Knudshoved i søndags, men denne gang holdt huden på fingrene, og jeg fik ikke brug for gaffatapen til at skjule vablerne.


Ved Strandskoven

Jeg mødtes med NKC på parkeringspladsen ved Strandskoven, og derfra roede vi vestpå langs med klinten, der efter min mening er den flotteste og mest spektakulære kyststrækning her i området. Det er, så vidt jeg kan se, også den højeste. Vi passerede Bjørnebækken og Christiansholms Plantage og roede videre forbi Bisserup langs med Østerfed, hvor det vrimler med fugle i det beskyttede område. Der var især mange bramgæs og edderfugle, og jeg bemærkede også nogle enkelte splitterner. Videre langs med Glænøs klinter og småskove. 

Edderfugle


 Efter frokostpausen roede vi lidt længere vestpå langs med Vesterfed, hvor landskabet ændrer markant karakter, og man kan se hele vejen til Stigsnæs og Omø  i klart vejr over et fuldstændigt fladt landskab, der dog stadig ligger som værn mellem Basnæs Nor og Smålandshavet og derved skaber den dobbeltkyst, der er så karakteristisk for Sydsjælland. 

Langs med Klinteby Klint

Vejret bød på lidt af hvert, men var dog generelt fantastiskt godt. Morgenen var overskyet og diset med en let brise fra sydøst, men i løbet af formiddagen klarede det mere og mere op, og vi kunne sidde i solen og spise frokost på Glænø. Hjemturen foregik i et par regnbyger, og vinden tog lidt til i styrke, men da vi nåede Strandskoven klarede det op igen, og jeg kunne ro hjem i solskin - perfekt. 

Opklaring på vej

Ingen kommentarer:

Send en kommentar