Sidevisninger i alt

mandag den 31. august 2015

Klubtur til Hårbølle

På vej over Grønsund


Årets klubtur med NKC gik til Hårbølle på Møn, hvor vi boede på Camping Vestmøn lige ned til Grønsund.Der var dog et stykke vej at bære kajakkerne hen over noget, der kunne minde en smule om en miniudgave af vestkysten med klitrækker og marehalm. Selve campingpladsen er god, og den har, hvad man må forvente af bekvemmeligheder -køkken, bad og rene toiletter - som gæst må man dog leve med et meget firkantet og usmidigt reglement.

Grønsund


Vejret var til gengæld ikke spor "firkantet". For engangs skyld var der sørget for medvind både ud og hjem på vores lørdagstur til til Korselitsekysten på Falster - en flot kyst med skovbevoksede klinter og bøgetræer, der vælter ned på stranden, efterhånden som havet æder af klinten. Vi fulgte kysten cirka 6 kilometer, ind til vi nåede landsbyen Hesnæs, hvor vi spiste frokost.




Den skovklædte kyst fortsætter cirka ni kilometer længere sydpå fra Hesnæs til Sønder Alslev Strand, og området rummer en hel del markante fortidsminder og en meget varieret flora og et spændende dyreliv.

Fra campingpladsen på Møn til kysten på Falster er der et kryds på omkring 3 kilometer, hvis man ror direkte. Tager man derimod først et par kilometer mod nordvest, er der ikke meget mere end en kilometer over. Indsejlingen fra Østersøen ind igennem Grønsund er tragtformet, og der var noget uroligt vand i midten af sejlløbet, selvom vejret viste sig fra sin bedste side, så hjemturen bød for et par roere på en uheldig kombination af søsyge og strømsøer, men vi kom alle tilbage til campingpladsen uden ufrivillig vandgang. Vi oplevede samme fænomen, da vi var i Hårbølle på klubtur første gang i 2007, så det er formodentlig et sted, hvor havet virkelig kan vise tænder i hårdt vejr.




Den fælles madlavning fungerede fint, og der blev serveret tre gode, solide måltider om dagen. 



Søndagens rotur gik til Stubbekøbing og Bogø i lummervarmt og stille vejr. Det lovede regnvejr udeblev, og dug var der næsten ikke faldet noget af, så alle teltene kunne pakkes ned i tør tilstand, og vi kørte tilbage til Næstved efter en god weekend. 

Kajakparade, Bogø Havn

lørdag den 15. august 2015

Sommertur i Smålandsfarvandet



De seneste tre år har august måned været ensbetydende med skærgårdstur langs den svenske vestkyst. Forandring fryder som bekendt, så min romakker, Poul, og jeg blev enige om at lade vores sommertur gå til den østlige side af Sverige - nærmere betegnet Ålandsøerne, men da der viste sig ikke at være hold i ret meget andet end ryggen, så endte vi, efter at have udsat turen et par gange, med fire dage i lokalt farvand - og det var ikke nogen dårlig beslutning.

Peter Panbugten - Knudshoved Odde


Der var afgang fra Karrebæksminde tirsdag formiddag i lummervarmt, stille og skyet vejr. Første destination var spidsen af Knudshoved Odde, hvor vi pausede og spiste en hurtig frokost. Det vrimlede med små fluer, der stak os igennem vores uldtrøjer, og som i det hele taget syntes vældigt fornøjede med vores tilstedeværelse. Vi var derfor hurtigt tilbage i kajakkerne og fortsatte videre på næste stræk over Storstrømmen til Femø. Skyerne forsvandt østover, og solen fik mere og mere magt, så det blev et varmt, men dog meget behageligt kryds, hvor vi spottede et par marsvin undervejs. Vi nåede Femø efter et par timer på vandet.

Ifølge naturstyrelsens hjemmeside er der en primitiv lejrplads med adgang fra vandet ved Andemose Nakke på Femø. Vi havde dog lidt svært ved at lokalisere den, og da vejret blev ved med at vise sig fra sin allerbedste side, så endte det med, at vi bivuakerede på stranden på den sydligste spids af øen.


 
 Arrangementet fungerede sådan set udmærket - formentlig fordi det holdt tørvejr, men der var dog et enkelt, lille irritationsmoment i form af flyvende, krybende, kravlende, bidende og stikkende insekter. De kunne finde ind alle steder. Selv nede i soveposerne blev vi stukket, bidt eller bare kravlet på i én uendelighed. Kvart over fem om morgenen havde vi fået nok, og ved syvtiden var vi på vandet med kurs mod Lilleø og Askø. 


Vejret var overskyet med en 4-5 sekundmeter vind, så vi havde rojakkerne på i en timestid. Det var så også det eneste tidspunkt på hele turen, hvor det var nødvendigt. Vi var inde på den fredede herregårdsø, Lindholm, for at strække benene og holde en lille pause. Øen tilhører Knuthenborg Gods, og den kom under godset allerede i 1685. Den er vel i dag mest kendt som det sted, hvor Ellehammer i 1906 foretog sin første 42 meter lange flyvning.

Vi fortsatte videre til Fejø, hvor vi atter havde problemer med at finde den primitive lejrplads, som angiveligt skulle ligge i en granplantage 500 meter syd for kirken og kun 50 meter fra vandet. Vi gav op og roede forbi øens sydspids og derefter mod NØ, til vi nåede Skalø, som er forbundet med Fejø via en dæmning. Her er der en lille privat havn med en rigtig god beliggenhed, og vi fik lov til at overnatte. Der er toilet, køkken og en lille tv-stue og en postkasse, hvor man kan lægge et bidrag til havnen. Vejret var varmt og himlen skyfri, så scenen var sat til en fantastisk solnedgang over Rågø.



Rågø, som ligger cirka to kilometer vest for Skalø, ejes  idag af Aage V. Jensens naturfond. Tredive hektar af øens areal er blevet tilplantet med hjemmehørende træer og buske, og resten af øen afgræsses af cirka 100 stykker dåvildt.

På det meste af Rågø blev der oprindeligt drevet landbrug, men driften ophørte i 1990. Der var tredive beboere på øen i 1920, og indtil en gang i 1960erne var der også en skole. Alle bygningerne er nu revet ned, og der er ingen faste beboere. Øen er udpeget som Ramsarområde og indgår i et netværk af beskyttede naturområder i EU.

Himlen over Lolland


Torsdag morgen var det så godt som vindstille, og vi roede uden om Rågø og Rågø Kalv, inden vi satte kursen mod Vejrø, hvor spiste frokost på stranden ved fyret, hvorefter vi begav os ud på turens længste og absolut varmeste kryds til Knudshoved i havblik og bagende sol. 

Vi var fremme efter lidt over tre timers svedig roning, og kantineudvalget bevilgede en velfortjent øl, og et forfriskende havbad blev det også til. Derefter fortsatte vi østover langs med sydkysten af odden ind til Draget, hvor vi bar kajakkerne over og satte kursen direkte mod Svinø. Vi fik snart lidt modvind, hvilket nærmest føltes som en lettelse i varmen. Vinden tog til undervejs, men det var ikke noget problem, og vi nåede snart vores bestemmelsested og fik etableret lejr på klubbens grund.

Langs med Enø


Fredag morgen var vejrmæssigt lige så god som de foregående dage, men der var masser af vind - 10-12 sekundmeter fra en sydøstlig retning, så vi fik en flot afslutning på turen med vinden i ryggen og mulighed for at surfe undervejs. Der var ingen strømsøer ved molerne i Karrebæksminde, men alligevel noget uroligt vand og refleksbølger inden vi kunne dreje ind i læ og ro under broen om til Fjordhuset. Endnu en god tur var overstået. Stor tak til min romakker for god ro og orden under hele turen.