Sidevisninger i alt

søndag den 15. februar 2015

Weekendtur til Aunø


Weekendtur til Aunø

På trods af, at det var en tre til fire grader over frysepunktet, så sørgede en strid østenvind for, at det blev en meget kold weekendtur. Turen fra Karrebæk til Svinø, hvor jeg mødtes med Poul og Kolbe, og derfra videre til Aunø gik udmærket. Der var godt nok bid i vinden, men en opklaring i vejret sørgede for vintersol og blå himmel, og så længe vi sad i kajakkerne, havde vi ingen problemer med at holde varmen. 




Lejrlivet var derimod en helt anden tænderklaprende sag. Gråvejr jagede solen på flugt, og en tiltagende vind fra sydøst sørgede for, at temperaturen virkede som ti minusgrader. Men humøret og sammenholdet fejlede som sædvanligt ikke noget, så dagen og aftenen gik på hyggelig vis, og masser af god mad og drikke manglede vi heller ikke – en stor tak til Linda for den medbragte spaghetti.




Iført mit tykkeste uldundertøj krøb jeg i soveposen, som i temperaturens anledning var udstyret med både lagenpose og et overtræk, og så kunne jeg lige præcis holde varmen. Da vinden stod næsten lige ind i shelteret, så gjaldt det om at holde hovedet nede i soveposen hele tiden- eller eventuelt sove med hue på. Det var bælgravende mørkt. Vinden tog til og lå som en konstant buldren i baggrunden, og det hele virkede lettere klaustrofobisk, ind til det begyndte at lysne ved syvtiden, og der ikke længere var nogen undskyldning for at blive liggende i de varme soveposer. 





Efter morgenmaden satte vi os i kajakkerne, og med en ti til tolv sekundmeter i ryggen gik det rask derudaf, og vi fik hurtigt varme i skroget igen. Efter en forrygende tur langs kysten var jeg tilbage på Cypresvænget igen først på eftermiddagen. 




 

mandag den 9. februar 2015

Bjørnebæk og Christianholms Plantage

Klar til afgang



 Bjørnebæk og Christianholms Plantage

Fredag den 6. februar havde jeg en aftale med Poul om at ro en tur vestpå langs med klinten mod Bisserup og Christianholms Plantage. Der var tæt tåge over Karrebæksminde om morgenen, og alt var gråt, så vi udsatte afgangen en times tid, og det viste sig at være en god idé, for inden vi var nået ud forbi molerne, var tågen lettet, og verden havde fået farver på igen. 


Rastepladsen i Christianholms Plantage



Med masser af sol og lidt modvind havde vi en god tur til plantagen, og vi kunne sagtens holde varmen, men som sædvanlig var det en kold fornøjelse at komme i land, så efter en hurtig frokost sad vi atter i kajakkerne med kurs mod Karrebæksminde. Poul havde timet det hele så præcist, at vi kunne ligge på vandet i havnen i Karrebæksminde og overvære indvielsen af den nyrenoverede havnekaj.

Christianholms Plantage